Skattepolitik er også værdipolitik

Fredag 7. juli 2017 kl. 10:00

Skattepolitik er også værdipolitik
Anders Burlund, Østervold 36, Randers - spidskandidat Liberal Alliance Randers.
LÆSERBREV Af Anders Burlund, Østervold 36, Randers - spidskandidat Liberal Alliance Randers.

På tværs af forskellige lister og partier fra Radikale Venstre over til Beboerlisten, har man ytret ønske om en lille skattestigning som finansiering af sine politiske forslag. Dermed bliver skattestigninger et af de store spørgsmål i efterårets valgkamp.

Når man som liberal ønsker, at skatten skal være så lav som muligt, er det fordi, man mener, at man som borger i Danmark, skal kunne klare sig selv, før man kan hjælpe andre. Er man af den overbevisning, at man som dansk skatteyder har ret til sine egne penge, før naboen, bliver man kaldt ultraliberal, egoistisk og usympatisk. For det er i sagens natur kun dem, der vil hæve velfærden, der er de gode.

Påpeger man åbenlyse fejl og områder, der kan effektiviseres, skal man stå skoleret for venstrefløjen og sætte navn på hvem, der skal fyres.

Retorikken om, at skattelettelser og velfærd er enten/eller, er dog grundlæggende forkert. For skattelettelser er også velfærd. Det at kunne give naboens datter en skilling for at passe børnene, mens man selv kan tage en aften på en af byens restauranter med god rødvin, er også velfærd for rigtig mange i Randers.

At velfærden i Danmark skal komme fra stat, kommune eller region er en grundlæggende forkert antagelse. Det er naturligvis lettest, at sætte det sådan op for vælgerne, men det er at skyde dem blår i øjnene.

Som liberal kan det være svært at forklare, hvor en politik, der sænker skatter og afgifter for virksomheder og borgere, vil skabe arbejdspladser. Af gode grunde ved jeg ikke, hvilke virksomheder eller driftige personer, der vil satse på at skabe deres eget i Randers.

På samme måde ved jeg ikke, hvad du som borger vil gøre med dine penge, og godt det samme. Det må du helt selv om. Hvad du vil bruge dine penge på, er dit problem, ikke mit eller andre politikeres.

Holder vi skatter og afgifter nede i Randers, og aktivt sætter os for at mindske spild i kernevelfærdsydelserne, og prioritere at give styringen tilbage til borgerne, har vi gjort langt mere for den randrusianske velfærd end nogen skattestigning kan gøre.

Som spidskandidat for Liberal Alliance er det min klare overbevisning at borgerne skal bestemme mere og politikerne mindre. Det håber jeg, at du husker til november.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook - klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.


© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.