Omann landets mest upopulære borgmester

Fredag 16. juni 2017 kl. 13:10

Omann landets mest upopulære borgmester
Borgmester Claus Omann Jensen (V) får dumpekarakterer. Foto: RANDERSiDAG.dk
Spørger man borgerne i landets kommuner om, hvad de synes om deres borgmester, er Claus Omann Jensen (V) den, der klarer sig klart dårligst i hele landet, viser en meningsmåling fra Voxmeter.

Kun 22,3 % af borgerne i Randers Kommune mener, at Claus Omann Jensen (V) har gjort det godt som borgmester. Dermed er han den af alle landets borgmestre, der får den klart dårligste evaluering. Det viser en ny undersøgelse fra Voxmeter.

Se undersøgelsen - klik her.

I toppen af listen finder man Rødovres borgmester, Erik Nielsen (S), der får en positiv vurdering af hele 72,5 % af kommunens borgere, mens Thomas Gyldal Petersen (S) i Herlev og Jesper Würtzen (S) i Ballerup får positive ord med på vejen fra henholdsvis 70,8 % og 70,5 % af vælgerne.

I bunden ligger Odense, Thisted og Randers. Odenses borgmester, Peter Rahbek Juel (S), der kun har været borgmester siden 1. januar i år, får en positiv evaluering af 27,8 af borgerne, mens lidt færre, nemlig 25,2 %, synes, at Lene Kjelgaard (V) har godt det godt som borgmester i Thisted.

Claus Omann Jensen sidder solidt på den absolutte bundplacering. Kun 22,3 % af borgerne i Randers mener, at Omann har været en god borgmester.

Velfærdslistens Kasper Fuhr Christensen peger på skolelukningerne som et godt eksempel på, hvorfor Omann har klaret sig så ringe som borgmester.

Kasper Fuhr Christensen tror ikke på, at borgmesterkæden fortsat vil hænge om halsen på Omann 1. januar 2018.

"Nedtællingen for Claus Omann Jensens tid som borgmester er allerede begyndt. Randers har brug for et helt nyt flertal, der vil prioritere mennesker og kernevelfærd frem for prestigeprojekter og skatterabatter til de rigeste" siger Fuhr.

Claus Omann Jensen selv siger om bedømmelsen sådan ifølge Randers Amtsavis:

"Jeg tager det som et klart udtryk for, at borgerne ikke mener, at vi gør det godt nok i byrådet. Og da jeg er borgmester, er det mit ansvar".

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook - klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.


© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.