Flotte takter på lokalt boligmarked

Mandag 28. november 2016 kl. 14:30

Flotte takter på lokalt boligmarked
Efter markant stigende priser henover foråret og sommeren, har priserne på villaer og rækkehuse stabiliseret sig på et pænt niveau.
Mens de seneste måneder har budt på spekulationer om boligbobler og opbremsning i markedet, tiltrækker Randers kommune stadig købelystne boligsøgende.

Det lokale boligmarked holder nemlig formen og de høje salgspriser, viser nye tal fra Boligsiden.dk.

Efter markant stigende priser henover foråret og sommeren, har priserne på villaer og rækkehuse stabiliseret sig på et pænt niveau. Priserne, der for længst har rundet de 9.000 kroner pr. kvadratmeter, steg i oktober til 9.800 kroner pr. kvadratmeter, hvilket er knap fire procent højere end oktober sidste år. Sammenholdt med september er priserne i oktober dog faldet en smule (0,8 %).

Hos Sparekassen Kronjylland i Randers, der rådgiver kunder om boligkøb, ser man positivt på udviklingen på Randers’ boligmarked:

”Der har jo været stor fokus på udviklingen på boligmarkedet omkring hovedstaden og i Aarhus, så det er naturligvis godt at se, at de positive takter også gælder resten af landet og særligt Randers. Ser man på den procentvise udvikling, er vi rigtig pænt med, og de randrusianske villaer bliver solgt både hurtigere og til højere priser end sidste år,” siger Jens Brix, der er områdedirektør i Sparekassen Kronjylland.

Han understreger, at renteniveauet naturligvis spiller en stor rolle for boligprisernes udvikling, og uden udsigt til rentestigninger, og potentielt medfølgende prisfald på den korte bane, er det derfor sandsynligt, at den pæne udvikling fortsætter.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook - klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.


© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.