Skolen skal ikke ændres halvhjertet

Fredag 26. september 2014 kl. 15:28

Skolen skal ikke ændres halvhjertet
Karsten Ulstrup Kristensen, Randers - formand, Randers Konservative Ungdom.
LÆSERBREV Af Karsten Ulstrup Kristensen, Randers - formand, Randers Konservative Ungdom.

Debatten og planerne om en ny skolestruktur i Randers Kommunen raser af sted. Dette er blot positivt, da området har trængt til forbedringer i en længere periode.

Der er lagt op til, at vi skal lukke nogle af vores efterhånden halv-tomme og nedslidte skoler, samt adskillelse af udskolingen fra de yngre årgange.

Jeg ser skolelukningerne - isoleret set - som en positiv ting, da det vil flytte en masse penge fra murstens-drift og vedligeholdelse, til direkte brug i undervisningen og alm. gavn for den enkelte elev.

Sammenlægningen af mange klasser fra samme årgang, vil åbne op for en masse nye muligheder, så som flere valgfag, holddeling og gruppearbejde.

Dog er der en strukturel udfordring i, at mange elever skal skifte skole, når de starter i 7. klasse. Et punkt som mange forældre har givet negative tilkendegivelser om.

Jeg håber, alle forligspartierne vælger at se fremad i stedet for at vælge en halvhjertet løsning. I stedet for at flytte elever fra den ene nedslidte skole til den anden, bør vi sætte penge af til at bygge nye skoler.

Nye store skoler vil ikke blot frigøre flere penge til undervisningen, men også give os muligheden for at placere skolerne, der hvor børnefamilierne bor i dag. Vi vil også kunne samle mange klasser fra samme årgang, uden at eleverne skal skifte skole ved 7. klasse.

Lad os tage alt det positive fra dette forlig med os og arbejde hen imod et endnu bedre.


© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.