Annonce
Del på Facebook   Print siden

Ombygning af viadukt er den rigtige løsning for Langå

Fredag 22. december 2017 kl. 08:53

Ombygning af viadukt er den rigtige løsning for Langå
Iben Sønderup, Havevej 9, Langå - byrådsmedlem og folketingskandidat (S).
LÆSERBREV Af Iben Sønderup, Havevej 9, Langå - byrådsmedlem og folketingskandidat (S).

Der er blevet talt meget om omfartsvej ved Langå i løbet af efterårets valgkamp. Banedanmarks planer om en ombygning af Væthvej-viadukten har gjort ideen aktuel igen, mener mange.

Omfartsvejen nordøst om Langå var en del af planerne i den tidligere Langå Kommune. Men omfartsvejen var så dyr, at Langå Kommune ikke havde råd til at etablere den.

Dels skulle jorden klargøres, fordi den mest består af sump. Og dels er en bro en meget dyr affære. Samtidig er en vej også dyr at anlægge. I dag findes der ikke et udarbejdet økonomisk overslag over, hvad en sådan vej evt. ville koste. Men det seneste tal, jeg har hørt, er 20 mio.

Dengang Langå var centerby for Langå Kommune, var samfundet anderledes. Der var mange flere lokale arbejdspladser, både i forbindelse med Langå Kommunes forvaltning, men også private arbejdspladser, både her i Langå og i omegnen, fx slagteriet i Bjerringbro. Det medførte en masse tung trafik, også ind gennem Langå. Den trafik er nu reduceret i forhold til tidligere år. Der kommer fx ikke længere lastbiler til slagteriet i Bjerringbro, fordi det er lukket.

Så kom kommunalreformen, rullet hen over landet af Venstres Anders Fogh og Lars Løkke. Det medførte centralisering, en affolkning af landsbyerne mange steder i landet og en kraftig reduktion af lokalpolitikere.

I det tidligere Langå Byråd sad der 17 politikere. I den seneste byrådsperiode (2013-3017) har vi været to lokalpolitikere fra Langå, nemlig Lars Søgaard (V) og mig. To mennesker til at arbejde for det samme område, som der før var 17 mennesker til. Samtidig har vi også haft ansvaret for hele resten af Randers Kommune. Og den er ret stor.

I Randers Kommune er der store trafikale udfordringer som skal løses. Der er store trængselsproblemer i Randers Midtby hver eneste morgen og eftermiddag.

Jeg har endnu aldrig, selv ikke i den mest trafikerede myldretid i Langå, oplevet at der var kø ind gennem byen. Derfor er det ikke Langå, der står først for til etablering af nye veje, når der skal findes penge i kommunens alt for skrabede vejbudget.

I det budget, der er til veje, er der kun lige penge nok til at vedligeholde eksisterende veje. Og hvis vi afsætter flere penge til veje, skal vi spare på andre ting.

Men det vigtigste efter min mening er, at videnskabelige undersøgelser viser, at småbyer som Langå, hvor man har anlagt omfartsvej, oplever butiksdød og sygner hen. Byerne har fortrudt noget så eftertrykkeligt at de fik en omfartsvej.Af disse grunde går jeg ikke ind for en omfartsvej uden om Langå, som byen er nu.

Men hvis byen vokser betragteligt i de kommende år, kan det måske komme til at se anderledes ud. Så må vi se på det igen. Men vi kommer altså ikke til at trylle en omfartsvej til 20 mio. frem, for at løse problemet med ombygning af viadukten på Væthvej.

Hvad gør vi så, når jernbanen skal elektrificeres, og der skal skabes plads til køreledninger? Man kan sænke sporene, som Venstre har foreslået. Det er måske en løsning. Hvis ikke jordbunden er for blød. Men så får vi ikke en ny bro.

Et enigt Miljø- og Teknikudvalg har besluttet og afsat midler til, at en ny viadukt skal bygges bredere, så der bliver 2,5 meter cykel- og gangsti i begge sider af broen, hvilket vil give bløde trafikanter bedre plads og mere trafiksikkerhed.

Man kan måske ombygge viadukten ét vejspor ad gangen, som jeg har set en borger foreslå på Langås Facebook-gruppe. Man kan bygge en ny bro syd for den gamle og holde den gamle åben, indtil den nye er bygget, efter idé af Niels Kristian Nielsen fra Langå. Det er noget i den retning, man vil gøre med den store viadukt under Viborgvej i Randers, hvor der kører 15.000 køretøjer i døgnet. Her er jorden for blød til, at man kan sænke sporene.

Men i sidste ende er det vigtigste, at vi i Langå får den løsning, der giver det bedste resultat for os på lang sigt, samtidig med at vi opretholder borgernes sikkerhed i forhold til farbarhed for udrykningskøretøjer, hjemmepleje og andre vitale funktioner.

Vi mangler stadig at få et klart svar fra transportminister Ole Birk Olesen (LA) på, hvornår vi kan få en plan og en løsning. Det er Banedanmarks opgave at komme med de tekniske løsninger, for det er de eksperter i. Men det er transportministerens overordnede ansvar at sørge for borgernes sikkerhed.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook - klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.



Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Kommentar:
 
Navn:
 
Indtast
bogstaverne:
ÆØÅ
  - dette er for at undgå spam.

© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Debat

Debat: Reformen på professionsuddannelserne lader vente på sig
Debat: Reformen på professionsuddannelserne lader vente på sig
Debat
Læserbrev: Hvorfor har vi en kulturpolitik i Danmark, hvor københavnske museer åbenbart er bedre end de østjyske?
Læserbrev: Hvorfor har vi en kulturpolitik i Danmark, hvor københavnske museer åbenbart er bedre end de østjyske?
Debat
Læserbrev: Våben som stueren investering
Læserbrev: Våben som stueren investering
Debat
Læserbrev: Lån er ikke opsparing!
Læserbrev: Lån er ikke opsparing!
Debat
Debat: Krig og kontanter
Debat: Krig og kontanter
Debat
Debat: Øl, CO2 og temperatur
Debat: Øl, CO2 og temperatur
Debat
Debat: Er almenvellet afhængig af fem P-pladser?
Debat: Er almenvellet afhængig af fem P-pladser?
Debat
Debat: Skat på livet suger livet ud af landet 
Debat: Skat på livet suger livet ud af landet 
Debat
Debat: SF vil forbyde bundtrawl helt
Debat: SF vil forbyde bundtrawl helt
Debat
Læserbrev: Trafik i Dronningborg
Læserbrev: Trafik i Dronningborg
Debat
Tilbudsaviser og magasiner m.m:
Regionale nyheder