 Fredag 19. april |
Seneste artikler
Døgnets mest læste
Ugens mest læste
Del på Facebook 
Print sidenNogle lyver, andre tier, børnene betaler
Fredag 30. september 2016 kl. 10:39 | |
|
I tumulten om manglende provenu, skimmelsvamp og råberi fra selviscenesættende politiske lokallister, må vi ikke glemme den største skandale og misbrug af embede i skoledebatten. Historien om hvordan man gennemførte sin egen ideologiske dagsorden ved at true og give mundkurv på. Fortællingen om nedlæggelsen af private frivillige initiativer i et styre, hvor selvstændighed og virke straffes, såfremt det ikke passer ind i de folkevalgtes regneark.
Det røde flertals egennyttemaksimerende berøringsangst
Vi må ikke glemme historien om hvordan et samlet rødt flertal i byrådet, afklapsede enhver mulighed for, at de randrusianske borgere selv kunne starte deres egne skoler og initiativer, hvis de ikke var tilfredse med de muligheder eller den kvalitet, kommunens egne skoler kunne levere.
Historien starter egentlig længe før skolestrukturen blev gennemført. Vi skal helt tilbage til midten af 00’erne, hvor det første gang blev bekendtgjort, at der eksisterede og fremadrettet ville blive en stor overkapacitet af elevpladser, foruden et stort underslæb fra renovering af kommunens folkeskoler.
Fyldt med gode intentioner om bedre faciliteter og kvalitet i undervisningen, begyndte man debatten om, hvordan det hele skulle foregå. En debat der hurtigt blev lagt låg på, da det siddende røde styre fandt ud af, at uagtet hvor gode intentionerne er, så vinder man ikke pengefyldte poster i byrådet ved at lukke skoler – man risikerer faktisk ikke at blive valgt igen.
Så, ansvarsløse som man var, besluttede man, at det nok var bedre at vente med skolestrukturen, til en anden sad ved magten.
Kommunalvalgt i 2013 åbnede op for netop denne situation. Det nye bystyre var klar over, at der ikke var nogen vej uden om: Ansvaret måtte bæres, og en ny skolestruktur skulle gennemføres.
Allerede inden sommeren 2014 var planen klar. Flertallet for forliget var fundet, strukturen var lagt, høringsperioden var ovre – alt var klappet og klar. Det eneste, der ventede, var den endelige udmelding om hvilke og hvor mange skoler skulle der lukkes? Det store spørgsmål stod tilbage, som en tidsindstillet bombe under lokalsamfund, børnefamilier, pædagoger og skolelærer.
Hvorfor meldte man det ikke ud og fik gennemført strukturen inden sommerferien, så alle kunne berede sig på, hvad der nu skulle ske? Hvad kunne agendaen være?
Den første svinestreg
Ønsker man at starte en privatskole skal en anmeldelse være Undervisningsministeriet i hænde senest 15. august året forinden skolen skal opstå.
Skal en privatskole opstå, er det essentielt at få tilladelsen og støttekronerne fra staten med, ellers hænger økonomien ikke sammen. Ligeledes er det essentielt at en privatskole der skal åbne sine døre, hvor en kommunalskole lukker, opstarter samme år som folkeskolen lukker, ellers er overlevelsesraten næsten lig nul.
Det var derfor af afgørende betydning at de randrusianske borgere inden sommerferien fik besked på, hvordan strukturen skulle udmønte sig, så de havde mulighed for at reagere herpå. Noget de folkevalgte politikere bag skoleforliget var velvidende om. Skandalen starter i virkeligheden her, i og med politikerne aktivt planlægger at gøre medborgerskabet umuligt.
Heldigvis er Randers nærmest blevet symbol for den jyske kampånd. Vi er ikke borgere der blot lægger os ned og lader os trampe på, for i Randers står vi sammen.
Med virkemod gik arbejdet i gang rundt omkring i kommunen, for, den megen politiske modstand til trods, at give privatskolerne et forsøg. Foreninger blev stiftet, bestyrelse nedsat, midler blev samlet sammen og der blev lagt mange kræfter i at få rejst initiativerne. En flot og hæderlig indsats, der kun kan gøre en stolt som Randersborger.
Den anden svinestreg
En skole kræver plads. Plads til læring og elever. Heldigvis var der rigeligt med plads der hvor ihærdige borgere forsøgte at skabe privatskoler. For kommunen havde meddelt at de ville lukke deres aktiviteter på de respektive kommuneskoler. Dermed var der mulighed for hurtigt at komme i gang med etableringen af skolerne, så børnene kunne sige goddag på den samme skole som de sagde farvel før sommerferien.
Uheldigvis for borgerne, ville de folkevalgte politikere i første omgang ikke høre tale om, at de kunne få lov at købe bygningerne. Da man endelig kunne se den vrede folkemasse hobe sig op, gav de folkevalgte sig, og tilbød at man kunne købe bygningerne tilbage til lokalsamfundet - men med en lille note. Man måtte nemlig kun købe ejendommene, hvis man ikke benyttede disse til privatskoler.
Her er det vigtigt at huske på, at det er borgerne selv, der har betalt for disse bygninger, igennem nogle af landets højeste kommunalskatter. Kort fortalt måtte borgerne ikke købe deres egne bygninger og bruge dem til, hvad de fandt nødvendigt. Man forsøgte da at finde alternative lokaler, men det kan være svært at opstøve egnede skolebygninger i byer, der allerede har skolebygninger. Som tidligere skrevet, så skulle skolen starte det samme år, som kommuneskolen lukkede, for at have en væsentlig chance for at overleve.
Sabotage og revolverdiplomati
Vi så det blandt andet med Vorup Friskole. Her fik man den gode idé at samarbejde med en anden institution i lokalområdet. Vorup Børne- og Ungehus var med på samarbejdet om, at friskolen kunne have sin spæde start i Deres lokaler.
Idéen røg dog desværre hurtigt til jorden igen. Vorup Børne- og Ungehus fik besked på, at hvis de samarbejdede med Vorup Friskole, ville kommunen tage støttemidler fra dem.
Vorup Børne- og Ungehus er en selvejende institution, hvorfor en sådan trussel kun kan tolkes, som værende en pistol for panden fra de folkevalgte politikere. Direkte sabotage og trusler mod frivillige private initiativer for at drive kernevelfærd, betalt af de samme borgere, man nu med magt truer til stilhed for at få sin vilje.
Tilfælde der desværre findes mange af i Randers kommune i det efterfølgende spil omkring udmøntningen af den nye skolestruktur. Et spil hvor medborgerskab, frivillighed og private initiativer for alvor blev slået til jorden som noget, folkevalgte i kommunen ikke ville støtte op om.
En arrogant tilgang der viser, at de folkevalgte er overbevist om at de ved bedre, end de borgere de repræsenterer. Ved bedre end de borgere der driver de lokalsamfund og byer, der holder Randers sammen og åbenbart ved hvad der er bedst for borgernes børn.
Tilbage sidder vi med tre forligspartier, Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, der alle postulerer sig som partier af folket, der tilsyneladende ikke har nogen dårlig smag i munden over, den måde man har behandlet kommunens borgere på.
Gammelt nag og spil skal man lægge bag sig. Men glemmer man historien, vil den gentage sig, og resulterer i dårlige og uigennemtænkte beslutninger. Glemmer man historien, glemmer man sig selv.
Tilbage er der en række spørgsmål, man som borger, forældre og skolelærer kunne ønske sig et entydigt svar på. Hvorfor skulle der lukkes landsbyskoler? Hvad lå til grund for, at det netop var de skoler, man valgte at lukke? Det er en helt anden snak. Men lad os tage én skandale ad gangen.
Kommentarer til artiklen:
|
|
|
|
|
|
|
|
Skriv din kommentar:
| Alle felter skal udfyldes! |
| © Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |
Debat
